Hvem står bag
Hjelm Dyb-Festival er arrangeret af foreningen Rollespil i Ryomgård i samarbejde med forfatter Eva Egeskjold, De Glemte Fortællinger og som medarrangør Rosenholm Festival.
Rollespil i Ryomgård er en rollespilsforening, som har hjemme i byen Ryomgård på Djursland. I foreningen kan man gå til rollespil. Man kan dyrke sine kreative interesser, lære at kæmpe med latexvåben, spille bordrollespil eller brætspil og være med til nogle af de løbende rollespilskampagner, som foreningen afholder i løbet af året.

Idéen bag Hjelm Dyb-Festival
I 2022 udkom bogen Tolkien og det mytiske Jylland af historiker Casper Clemmensen.
Bogen handler om forfatteren J.R.R. Tolkiens professionelle arbejde som sprogforsker, der for en stor del blev brugt på at studere den gamle, jyske kulturhistorie fra tiden før danernes erobring af Jylland.
Tolkiens konklusion var, at mange jyder deltog i den angelsaksiske invasion af England omkring år 500 – en historisk kendsgerning, der nu er alment accepteret.
I studiet af de gamle jyder var Tolkien, der elskede landkort, optaget af at se på gamle kort over Østjylland. Clemmensen argumenterer for, at mange stednavne fra Syddjurs på denne måde fandt vej fra forskerens til forfatterens arbejde.
Bogen satte gang i tankerne om en lokal festival, der skulle fejre Tolkiens forbindelse til de steder Clemmensens værk refererer til. Festivalen indhold skulle tage afsæt i den inspiration, han skabte for fantasyforfattere i eftertiden.
Tankerne blev til planer. Planerne blev til virkelighed.
Virkeligheden blev til Hjelm Dyb-Festival:
The One Festival to Rule Them All
Vi er støttet af



